Artikel af Eigel Wiese i Hamburger Abendblatt –
Våbensmugling, druknede aber, sømændenes overmod: De sunkne skibe ud for Hamburg har spændende historier at fortælle
En tønde fuld af våben lyder som en mærkelig last. I det 17. århundrede havde tønder imidlertid den samme betydning som containere har i dag. De kan bruges til at pakke og sende enhver følsom last sødygtigt.
Historikere med erfaring fra søfartsområdet skulle derfor ikke spekulere længe, da der mellem 1978 og 1981 dukkede planker af et træskib og en tønde fuld af musketer op blandt alle mulige former for opgravet materiale. Efterforskningen førte til sporet af en våbensmugler. Den skulle forsyne Spanien med musketer, som på det tidspunkt var i krig med Nederlandene.
Historien begyndte den 2. juli 1622, da Hamburgs skipper Peter Janssen skulle til at sejle mod Cadiz og Malaga. Om aftenen mellem klokken 6 og 7, efter at de havde “spist en udsøgt middag” på land og drukket en del, havde han inviteret rederen og hans venner om bord til endnu en drink. Besætningen var i munter stemning, da deres høje humør fik overtaget. De affyrede kanonerne som underholdning og som en hyldest til gæsterne.
“Da den første salve blev affyret, blev kvinderne og jomfruerne skræmt af frygt på grund af det kvindelige køns medfødte frygtsomhed“, noterede en krønikeskriver. “Efter den anden salve bad de deres mænd om at stoppe den høje skydning, som de ikke kendte og ikke kunne lide. I hvert fald affyrede sømandene alligevel en tredje salve mod ordre.” Besætningen var formentlig beruset, og således kom der en gnist i krudttønden. “Med et frygtindgydende tordenskrald og en brændende flamme” sprang skibet i luften. Det brændende vrag brød løs, drev ned ad Elben og sank til sidst ud for Wittenbergen.
Folk dengang nedfældede i grusomme detaljer, hvad der blev sagt om “skibets sprængning”. En af skibsrederne skulle f.eks. lige have hævet sin kop og råbt af glæde, da “slaget kom, og han fløj højt op i luften, hvorefter han faldt ned igen i stykker“. Femogfyrre mennesker blev dræbt i “skibets eksplosion”. Hamburg Museum har siden dokumenteret ulykken i en udstilling.
Athabaskakai har sit navn fra et historisk vrag
Da de store containerterminaler på sydsiden af Elben endnu ikke var i drift dag og nat, var der næppe et mere roligt sted i Hamborg end Neumühlen. For mere end 100 år siden boede der kun nogle få piloter og fiskere.
Den 7. oktober 1891 blev denne ro pludselig afbrudt: Et metallisk brag, efterfulgt af skingre dødsskrig fra mange struber, gav genlyd i den skumle oktobernat. Folk blev forskrækket af deres søvn, løb ud af deres huse, men så kun lidt af katastrofen på Elben. For det var allerede mørkt på det tidspunkt, og der lå tyk tåge over floden.
I denne nat var det britiske dampskib Athabasca vendt tilbage fra Rangoon. Som så ofte havde den ris i lastrummet, men på denne tur havde den også et større antal aber om bord. De var bestemt til Bürgerlicher Zoologischer Garten foran Dammtor.
Årsagen til, at skibet gik på grund, selv om der var en lods om bord, er stadig ukendt i dag. Men det var egentlig ikke noget drama. Ikke endnu i hvert fald. Tidevandet steg, og om mindre end en time ville risdampskibet være frigjort af sig selv igen. Men det stigende vand havde en ulempe: det skubbede det 91 meter lange skib rundt, indtil det lå vinkelret på sejlrenden. I det øjeblik nærmede dampskibet “Procida” sig, der kom fra New York.
På “Procida” blev “Athabasca” i første omgang kun opfattet som en skygge. Kaptajn og lods på Sloman-dampskibet kunne næsten ikke se den forestående fare. Først da de opdagede, at forhindringen var et skib, der lå skråt i vandet, kom kommandoen “fuld fart bak”. Men næsten i samme øjeblik borede “Procida “s stævn sig ind i “Athabasca” midtskibs. “Procida “s stævn knækkede, og hele dens bov blev revet op. Begge skibe brugte horn og lyssignaler for at gøre opmærksom på ulykken.
“Athabasca” sank langsomt. Aberne druknede i smerte, og deres dødskrig gav genlyd i natten og fik indbyggerne i Övelgönne til at gyse. Heldigvis gik ingen menneskeliv tabt, besætningen var blevet reddet kort før skibet brød fra hinanden.
Den næste dag gik bjærgningsskibene langs siden. De tog skrogsektionerne mellem sig, bragte dem til den sydlige side af Elben og lagde dem der. Denne hændelse blev hurtigt glemt. Kun unge mennesker sejlede til vraget, kravlede op og øvede sig i dykning hovedkulds ned i vandet. De huskede kun, at vraget var et skib ved navn “Athabasca”.
Da havnen blev udvidet i 1912, blev der bygget en kajmur foran det rustne Athabasca-vrag. Sand blev skyllet op bag det, indtil vraget ikke længere var synligt. Det skabte en kunstig landtange, som fik navnet Athabaskahöft, som siden blev tysket med et “k”. I lang tid stod der et vagthus fra Hamburgs vandpoliti på den. Et rorhjul hang i vagten og et anker var opbevaret foran – begge var fra “Athabasca”. I dag er stedet et omladningsanlæg for containere, som i 1976 fik navnet Athabaskakai.
Hjælp til de afkølede søfolk kom fra plejehjemmet med varm suppe
Tæt tåge var også årsag til en anden kollision på Elben. Sigtbarheden var til tider kun 50 meter den 19. december 1975.
Radaren på fragtskibet “Wiedau” var i gang, et signal fra prammen “Uwe” kunne ses på radarskærmen. Pludselig kom et andet ekko på radarskærmen pludselig pludselig mod dem. Det var det polske fragtskib “Mieczyslaw Kalinowski”. Den ramte “Wiedau” ved forenden. Hun fik et kraftigt skub til styrbord. Som følge heraf drejede hun ind på pramens kurs og skar den helt igennem. Skipperen på “Uwe” havde set faren komme, men kunne kun lige akkurat frigøre sig fra styrehuset på sit synkende skib og drev nu rundt i det iskolde vand. Lidt senere trak han sig op på “Wiedau”.
Da dette skib også kæntrede, sprang 16 mænd ud i det iskolde vand og svømmede til Wittenbergen-mole. Der var allerede mennesker der, som var blevet forskrækket af støjen. De var kommet fra et nærliggende plejehjem, fordi de havde hørt brølet fra den dobbelte kollision. Nu førte de de afkølede søfolk ind i deres hjem og gav dem først varme drikke og suppe.
Hækstagen er for længst ophørt med at holde skibets planker sammen; hver tidevand skyller over det smuldrende skrog på Falkensteiner Ufer ud for Blankenese. Det er et minde om den tid, hvor bjærgning af skibe i begyndelsen af det 19. og 20. århundrede var en del af et underholdningsshow på dette sted.
I Friedrich Matthias Harmstorfs lokaler var der altid noget at se, som tilfredsstillede lysten til at opleve. Allerede ved siden af anløbsbroen, der fører til udflugtscaféen og hotellet “Hotel zum Falkenstein”, var der normalt nogle skibsvrag.
Snart var virksomhedsejeren ikke længere tilfreds med at bjærge skibe. Når hans dykkere ikke var i gang med at fjerne vrag, tog de deres vandtætte tøj på for at vise tilskuerne, hvad deres erhverv indebærer af eventyr. Da sensationslysten allerede dengang hurtigt blev slidt op, var det nødvendigt med konstante stigninger og nye idéer. Til sidst malede en maler endda regelmæssigt billeder under vand. Første Verdenskrig satte en stopper for showhypet, og i 1918 vendte Harmstorfs deres opmærksomhed tilbage til dykning og bjærgning. Virksomheden oplevede sin sidste storhedstid efter Anden Verdenskrig, da den fjernede krigens bomberamte vrag fra havnen.
Men tilbage til det halvt ødelagte træskrog på Falkensteins kyst: Det tilhører den finske tremastskonnert “Polstjernan”, som i oktober 1926 passerede Kielerkanalen med en last træ på vej til England. I den forbindelse satte motoren ild til trælasten. I kanalen ville det brændende skib være en hindring, så en slæbebåd trak foran, tøede den brændende sejler op gennem sluserne i Brunsbüttel, satte den på sand ud for Grimmershörn og overlod den foreløbig til sin skæbne.
Først en uge senere gav forsikringsselskabet en slæbebåd fra Hamburg ordre til at bjærge skibet. Sammen med eksperter fra Harmstorf blev vraget slæbt til Falkenstein-kysten. Men den kunne ikke længere reddes. Skroget på “Polstjernan” blev derfor fyldt med sten og har lige siden fungeret som bølgebryder.
Forfatteren af teksten, Eigel Wiese, har skrevet bogen: Legendäre Schiffswracks, Von der Arche Noah bis zur Titanic, Theiss Verlag 2015, 24,95 euro.
Læs artiklen på tysk i Hamburger Abendblat
